Børnevillaen: 0. – 3. klasse og SFO
….. vores børn kan med tryghed og tillid i ryggen blot vokse og lære og opleve lykken!
I et trygt og inspirerende miljø får børnene hos os en god start på et langt skoleliv.
Eleverne fra 0. – 3. klasse har deres hverdag i vores dejlige Børnevilla, hvor der er skabt et godt, inspirerende og kreativt læringsmiljø. I Børnevillaen har vi en lav klassekvotient, som er med til at understøtte elevernes følelse af tryghed og nærvær.
I forlængelse af selve undervisningen tilbyder vi SFO i trygge rammer med eftermiddagsaktiviteter, leg og hygge. Lærere og pædagoger i Børnevillaen indgår i et tæt samarbejde om børnenes læring og trivsel, så børnene oplever en sammenhængende dagligdag med både skole og SFO.
Vi tilbyder engelsk, Play & Learn, allerede fra børnehaveklassen, svømning fra 2. klasse samt en struktureret læsevejledning gennem hele indskolingsforløbet. Vi prioriterer faglighed højt, og vi følger det enkelte barns udvikling såvel fagligt som socialt.
Hovedbygningen og KFUM-bygningen: 4. – 7. klasse
Skolens mellemtrinselever har deres dagligdag i nogle af skolens smukke og historiske bygninger. De to 4. klasser har klasselokaler i den oprindelige hovedbygning, mens eleverne på 5. – 7. årgang har deres klasselokaler i et mellemtrinsmiljø i byens forhenværende KFUM-bygning. I 2020 blev der etableret to nye og moderne madkundskabslokaler.
Som mellemtrinselev er man midt i sit skoleforløb. Vi udnytter det engagement og det videbegær, som eleverne i denne aldersgruppe naturligt er i besiddelse af og skaber således, sammen med eleverne, en hverdag på skolen som emmer af begejstring, virkelyst og fællesskab.
Eleverne modtager fortsat svømning i 4. klasse. Sprogfagene vægtes højt, så ud over engelsk modtager eleverne undervisning i tysk fra 5. klasse.
Skolen prioriterer generelt et højt ugentligt lektionstal i de fleste fag, og eleverne tilbydes et inspirerende og motiverende læringsmiljø.
Musiklogen og annekset: Musikhus og faglokaler
Musiklogen udgør skolens musikhus for alle elever på Viborg private Realskole. Udover musikundervisning i skoletiden tilbydes musikskole og korundervisning om eftermiddagen.
Annekset på den anden side af Trekronervej rummer skolens faglokaler. Her er gymnastiksal, billedkunstlokaler samt nyrenoverede lokaler til håndværk og design.
Kreditforeningen og direktørvillaen: 8. – 10. klasse
Viborg private Realskole overtog i 2015 byens tidligere Kreditforening med tilhørende direktørvilla. Den historiske og bevaringsværdige kreditforeningsbygning udgør sammen med den tidligere direktørvilla rammerne for vores 300 ældste elever.
8. – 10. klasse er afslutningen på et langt grundskoleforløb, og det er i disse år, at eleverne træffer en række væsentlige beslutninger for deres fremtidige liv. Vi ønsker at være med til at sikre, at vores elever får de optimale muligheder for at komme godt videre i livet, og vi skaber derfor en udskoling, som er præget af et højt fagligt niveau samt en række faglige og sociale forventninger til eleverne.
Viborg International School
Viborg International School er en integreret del af Viborg private Realskole og tilbyder et omfattende uddannelsesforløb for børn i alderen 5-17 år med internationale forældre, der er bosat i Danmark, danske børn der er kommet hjem fra udlandsophold og internationalt orienterede danske børn. Viborg International School omfatter omtrent 85 elever med forskellige kulturelle baggrunde.
Vi tilbyder en international uddannelse baseret på det Internationale Cambridge uddannelsessystem og IGCSE programmet, som forbereder eleverne til optagelse på danske og internationale gymnasier samt internationale udvekslingsophold. Uddannelsen har et højt fagligt niveau med et globalt fokus, og den enkelte elevs uddannelse og personlige udvikling vægtes meget højt.